Kronik: Tillykke til alle de unge mennesker, der begynder på en erhvervsuddannelse

Kronik af Søren Bak-Jensen, direktør Arbejdermuseet og David Holt Olsen, direktør Industrimuseet, bragt i Jyllands-Posten 22/8-2023.

I disse uger starter tusindvis af unge mennesker på en erhvervsuddannelse i slipstrømmen på regeringens udmelding om at ville investere 900 mio. i de erhvervsfaglige uddannelser. Begge dele er der god grund til at ønske de unge tillykke med.

Mange vil også lykønske dem med at have truffet et uddannelsesvalg, hvor de tilegner sig nogle af de kompetencer, som vi har brug for at gennemføre grøn omstilling, holde sundheds- og plejesektoren kørende og i det hele taget sørge for, at ting virker. Andre vil også nævne, at der er garanti for job lige fra, at svendebrevet er i hus, og så langt øjet rækker.

Men selv om den slags lykønskninger er velmente, så er de fuldstændig misforståede. Det er i hvert fald den tanke, man får, når man samtidig kan konstatere, at optaget til erhvervsuddannelserne igen er langt under det, der samfundsmæssigt er behov for. Der er nemlig intet nyt i, at faglærte er attraktive på arbejdsmarkedet. Det er heller ikke nyt, at kampagner understreger, hvor vigtigt det er at få øget antallet af faglærte. Så når hverken dette eller de anslåede 500 millioner kr., som Tænketanken DEA vurderer, der gennem de seneste år er brugt på kampagner for at øge optaget på erhvervsuddannelserne, har den ønskede effekt, så er der behov for at tænke nyt.

Måske blev der sat meget præcise ord på problemet ved et seminar om håndværk arrangeret af Den Gamle By i Århus. En tømrerlærling i publikum, der tidligere havde læst historie på universitetet, rakte hånden op og fortalte om forskellen på, hvordan man bliver mødt i de forskellige dele af uddannelsessystemet: På historiestudiet blev han mødt som en, der skulle dannes og derfor blev sat ind i fagets historie og traditioner, hvilket skabte en stærk faglig identitet. På de erhvervsfaglige uddannelser blev han i højere grad mødt som en, der skulle uddannes til en funktion.

Det imødekommer næppe moderne unges krav om identitetsskabende arbejde. Hvilket samtidig knytter an til en større dansk fortælling om, hvad produktionsindustri er for noget. Den fortælling kender forfatterne til denne kronik fra vores hverdag på Industrimuseet og Arbejdermuseet, to museer der er fokuserede på industrihistorien og hverdagen som faglært. Fra et utal af rundvisninger, foredrag, byvandringer og udstillinger har vi haft den samme oplevelse: Når mange tænker på produktionsindustri, så tænker de på dampmaskiner, remtræk, arbejdsulykker, nedslidning og børnearbejde. De tænker også, at industrisamfundet er en afsluttet epoke, da industriarbejdspladserne flyttede til lavtlønslande fra 1970’erne og frem, hvorefter Danmark blev et videnssamfund, der lever af innovation og en befolkning med lange uddannelser. Og måske tænker de med baggrund i nævnte tristesse også – ”Gudskelov for det!”. Industri er i den kollektive bevidsthed alt det, vi er lykkelige for, at vi er kommet væk fra, så vi kan lave noget meningsfuldt.

Når mange tænker sådan, så er det, fordi dannelsesinstitutionerne formidler netop den historie. Ser vi på folkeskole og gymnasium, så kommer de ofte til vores museer med en anmodning om at få en rundvisning om perioden fra midten af 1800-tallet til 1. verdenskrig, hvor industrialiseringen jo foregik – ifølge undervisningsmaterialet de arbejder ud fra. Nogle gange trækkes linjen måske op til højkonjunkturen i 1960’erne. Og går bølgerne rigtig højt, så afsluttes industrialiseringen allersenest med krisen i 1970’erne. Danmarks periode som industrisamfund bliver gjort til en nu overstået overgangsperiode mellem landbrugssamfund og videnssamfund.

Og det kan man godt forstå. For det flugter med den fortælling, man ofte møder, når man gør brug af de vigtigste kilder til historieforståelse for den brede befolkning – museer og public service-medier. Der er alt for langt mellem museer, hvor industriproduktionens omdannelse af byer og landskab ikke alene fortælles i rent historisk perspektiv, og hvor formidlingen af de seneste årtiers Danmarkshistorie ikke kun har fokus på omdannelse af tidligere industriområder til (re)kreative arealer og byernes udvikling til studiebyer med internationalt udsyn og fokus på innovation. Museer som fortæller, at der stadig arbejder 300.000 mennesker i industrien, som står for 40% af landets eksport. Problemet er det samme, når DR laver ”Historien om Danmark”, hvor der ikke er en eneste produktionsvirksomhed med i fortællingen.

Hvor er fortællingen om, at industriarbejdet i dag er milevidt fra den 1950er fabrik, der mentalt fylder i hovederne på os? Hvor er de selvledende teams og medarbejderindflydelsen, der kom ind med LEAN i 1980’erne? Hvor er automatiseringen og robotterne, der tager de tunge løft og det mest monotone arbejde? Hvor er det frugtbare og innovative samspil mellem forsknings- og udviklingsafdeling og de faglærte i produktionen? Hvor er budskabet om, at produktionsindustri og innovation, videnssamfund og industrisamfund, ikke er hinandens modsætninger, men derimod forbundne kar? Og ikke mindst: Hvor er formidlingen af den lange og dynamiske historie om produktionsindustriens rolle som kilde til velstand?

De historier møder befolkningen for sjældent. Og resultatet er, at produktionsindustrien bliver usynlig i vores nationale fortælling. Og derfor bliver valget af en erhvervsuddannelse af alt for mange ikke set som en styrkelse af din identitet, en realisering af hvem du er, eller som en måde at opnå den plads i verden og det ståsted, som det giver at se sig selv som et historisk væsen knyttet til stærke traditioner. Men som noget, der er halvvejs under afvikling, som du vælger på trods heraf.

Den fortælling må ændres, hvis vi skal have flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Og hvis man kigger efter, så er de unge selv i gang. Tidligere på året tog en gruppe unge engageret i Lærlingeoprøret initiativ til at genoplive traditionen for at holde svendegilder for nyudlærte faglærte. Og som ramme for fejringen valgte de Arbejdermuseets festsal, opført af faglærte københavnske arbejdere i 1879 og i dag et usædvanlig velbevaret vidnesbyrd om faglig stolthed, identitet, traditioner og fællesskab. Det er de værdier, mindst lige så meget som glæden over at kunne få et arbejde og yde en indsats for samfundet, som de unge rankede ryggen over den aften. Og det er de perspektiver i at vælge en erhvervsuddannelse, som vi skal styrke.

Derfor er der også brug for at museerne går forrest i at skabe en ny fortælling om produktionsdanmark. I et sprog, der rammer netop de perspektiver omkring identitet, fællesskab, stolthed og traditioner, som tydeligvis tiltaler de unge. Derfor søsætter Industrimuset og Arbejdermuseet i fællesskab initiativet Produktionens Danmark, der i formidling, undervisning og bevaring fokuserer på identitet og dannelse fremfor kompetencer og funktionalitet omkring livet som faglært i produktionsindustrien og som faglært i det hele taget. For det er det, som uddannelse skal være. Og det er begyndelsen på det, vi skal ønske de unge tillykke med på erhvervsuddannelserne.

Tillykke med det! Både til de unge, der har truffet valget. I har truffet et uddannelsesvalg, der knytter jer til en lang tradition for produktion og håndværk, som vil udvikle og danne jeres identitet resten af livet. Og tillykke til alle os andre, der kan se frem til friske kræfter til alle de værdi- og velfærdsskabende jobs, som vi allerede nu har svært ved at få besat.